Det var en overrasket og glad Weam Rachid, der i aftes blev kaldt op til scenen ved grillfesten, der traditionelt afslutter sommerferieaktiviteterne. Hun var til stede ved ACFCs multibane for at organisere en fodboldturnering under grillfesten, men det var også et påskud for at sikre, at hun var til stede.
Mona Shahrour skulle også have været der, idet begge piger er modtagere af kvartalets ildsjælepris. Men Mona er i udlandet, så Weam måtte tage imod for dem begge to. 
Den seneste modtager af ildsjæleprisen er Khaled Ahmed. Som traditionen er, skulle han have lov til at give diplomerne til modtageren.
De helt rigtige fik prisen
Da det blev kendt, at de to ildsjæle skulle have prisen, var der anerkendende kommentarer fra flere i fodboldklubben ACFC: Jo – det er helt rigtigt at give netop de to piger prisen, lød det.
Mona og Weam er fodboldtrænere i ACFC, hvor de træner både piger og drenge. Under fodboldskolen i sidste uge var Weam en ssuccesfuld træner for de 29 piger, der deltog.
I begrundelsen for tildelingen står der, at både Weam og Mona er helt afgørende ressourcer og kæmpe drivkræfter i arbejdet med at få flere piger til at spille fodbold.
Ikke nok med det: pigerne træner også street soccer i Globus1 – det foregår i DGI-regi.
Prisen uddeles af Gellerupsekretariatet for midler fra de såkaldte byggerodsoaser. Med diplomet følger også en iPad eller en anden ting efter eget valg. 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.