I Somalia, ved grænsen til Etiopien, ligger byen Bursalah i Mudug-regionen, som mere eller mindre er blevet glemt af Puntland/Somalia. Det har været op til foreninger i udlandet at samle støtte til at bygge skoler, højskole og en helseklinik, og sørge for vandforsyning.
1. september starter et nyt projekt i byen, og det kan man takke en Gellerup-baseret forening for.
Awil Ade driver foreningen Somaliske Gadebørns Forening med hjemsted i Gellerup. Formålet er at hjælpe gadebørnene i Bursalah, og den har støttet skolebyggeri og senere et kostskolebyggeri til 300 børn.
Mange diaspora (udlands-somaliere) har igennem deres foreninger været med til at støtte opbygningen af byens faciliteter, og de har gjort det ud fra et princip om, at det er byens samlede behov, de skal støtte, og ikke kun foreningernes egne målgrupper.
Det betyder, at Somaliske Gadebørns Forening nu er i stand til at støtte uddannelsen af personale på klinikken.
"Vi har fået 115.000 kr. fra Dansk Flygtningehjælp til projektet, som starter 1. september og varer otte måneder. Pengene skal bruges til at uddanne personalet, både i behandling af patienterne og sådan noget som at sikre god hygiejne," fortæller Awil Ade.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.