En multibane til boldspil, herunder en basketballbane, har indgået i planen for at omlægge Gudrunsvej og etablering af en ny vej – Lottesvejlinien – fra øst mod vest ind i Gellerupparken.
Men nu synes planen for multibanen mellem blok 1 og 2 på Gudrunsvej usikker. Det vides ikke, hvad området bag den meterhøje betonmur skal bruges til – til biler eller til børn?
Iingeniør Kim Skjelmose fra firmaet Tri-Consult, oplyser, at der i hans projekt – som kommunen og boligforeningen er fælles om – ikke indgår nogen boldbane. Det handler alene om sikring af den nye vejforlægning på grund af de store højdeforskelle.
"Vi skal genetablere parkeringsarealet som det var før vejomlægningen," siger Kim Skjelmose.
Gellerup.nu har dog fra flere hørt, at arealet skal bruges til fritidsformål, herunder en multibane med basketball.
Kim Skjelmose siger, at han ikke kan udelukke, at afdeling 4 og boligforeningen vil ændre brugen af arealet nedenfor den støbte betonbue, hvor håndværkerne i disse dage er i fuld gang med at stabilisere den nye forlægning af Gudrunsvej.