Fritidspatruljen har fået endnu en christianiacykel, som skal gøre deres arbejde med børnene i området nemmere. Fritidspatruljen er ledet af Gordon Roberts, som oplærer og coacher unge fra området til at være legeinstruktører for områdets børn. De sætter aktiviteter i gang som boldspil, konkurrencer og skattejagter.
Bestsellerfonden har finansieret begge cykler. Med deres lad gør de det nemt at transportere udstyr rundt i området. Valget faldt på christianiamodellen, da den er solid og nem at håndtere. Den skal kunne holde til, at børn kravler rundt på den – de må nemlig gerne få en tur.
De ca. 14 unge og kompetente legeinstruktører bruger cyklerne, når de mødes og leger med børnene i området. Udover transport af udstyr, giver det dem mulighed for hurtigt at rokere rundt. Cyklen gør arbejdet fleksibelt. Den tilpasser sig instruktørernes behov for omstilling, så de kan møde børnene der, hvor de er.
Cyklen er et kendetegn
Fritidspatruljen har haft den ene cykel et år, og det fungerer rigtig godt. ”Børnene kender cyklen. Når de ser den, ved de, at Fritidspatruljen er på vej. Den er blevet et kendetegn, der synliggør vores arbejde i området,” udtaler Gordon Roberts.
Endnu en cykel breder arbejdet ud. Instruktørerne kan være flere steder på en gang, de kan sætte større aktiviteter i gang. Og de kan hurtigt samle kræfterne et sted, hvis det er nødvendigt.
Gordon Roberts har lige fået projektet forlænget. Han siger: ”Det er et fantastisk job jeg har. Jeg har med modige unge at gøre, som tør træde ud og gøre en forskel i deres lokalområde.”