Den første familie i Gellerup har frivilligt sagt ja tak til at få en særlig hjælp til om få uger at få en ny start i livet.
En del familier med unge kriminelle eller familier med børn under 18 år, der er tæt på at blive kriminelle, ønsker at flytte fra Gellerup til et nyt boligområde i Aarhus. Nu er en første familie på plads.
Dermed kan de unge slippe for et liv som kriminelle.
Første familie til Vejlby
En familie i Gellerup har netop udnyttet kommunens tilbud "En ny start", der hjælper familien til en ny bolig et nyt sted i byen.
Projektet startede i begyndelsen af 2014, og den 1. oktober flytter den første familie frivilligt fra Gellerup til bydelen Vejlby.
Boligforeningerne i Aarhus er alle med i projktet, der i løbet af to år har som mål at hjælpe mindst 10 familier fra Gellerup eller Bispehaven til en ny tilværelse væk fra kriminalitet. Man kan ikke flytte mellem de to nævnte boligkvarterer – familien skal finde et andet sted i byen, lyder betingelsen.
20 har henvendt sig
Projektkoordinator Christina Lehtinen, der er socialrådgiver ved Socialforvaltningen Aarhus Kommune, oplyser, at omkring 20 familier har henvendt sig for at få hjælp til at flytte.
"Men vi kan kun hjælpe familier med kriminalitetstruede børn og unge, " siger Christina Lehtinen.
Målgruppen er familier, som kommunen i forvejen kender og har kontakt til. Men mange andre henvender sig også.
Vi må prioritere
"Mange har stået foran døren med ønsket om at flytte, men vi må prioritere," siger projektkoordinatoren.
Hun forklarer, at hjælpen til en ny start rent praktisk foregår ved, at projektmedarbejderen giver en hjælpende hånd med alle de kontakter til boligforeninger, kommunen og andre myndigheder, der er nødvendige, når man skal flytte.
"Vi accepterer ikke familier, der måtte have en alt for stor gæld til boligforeningen til eksempelvis renovering," siger Christina Lehtinen.
Hun skal som led i opgaven skabe en tæt kontakt med familien, f.eks. et møde en gang om ugen. Jeg hjælper med brevskrivning og kontakt til eventuel ny skole, læge eller jobcenter.
I projektet, der ledes fra et lille kontor oven på Gellerup Bibliotek, er fire familier indskrevet i øjeblikket.
Det er frivilligt
Christina Lehtinen understreger, at alle familier deltager fuldstændig frivilligt.
"Det er ikke noget med, at vi siger: Den familie skal ud her fra. I Gellerup og Bispehaven er der ofte en forventning om, at hvis man har ældre søskende, der begår kriminalitet, så skal man gå samme vej. Storebror "oplærer" lillebror, eller de unge inspireres af andre småkriminelle i miljøet. Den tendens vil vi gerne standse," siger Christina Lehtinen.
Hun mener, at de yngre drenge i familierne en gang imellem presses af de ældre.
"Ved at flytte familierne fra en belastet bydel til en anden bydel får de mulighed for at starte på en frisk," siger hun.