I sidste uge var det stort set kun budgettet og formandsberetningen, som nåede at blive godkendt, før tiden var gået ved Gellerupparkens afdelingsmødes. Begge dele affødte så mange indlæg og kritikpunkter mod kommune og boligforening, at de fremmødte ikke nåede frem til to andre vigtige punkter:
Afgørelse af ungdomsbydelen og valg af blok til ejerlejligheder.
Derfor må der en "anden halvleg" til, og den er på banen i morgen torsdag kl. 19 i Globus1.
Vi genopfrisker lige, hvad sagerne handler om:
Nye eller renoverede ungdomsboliger?
De "blå blokke" – Bentesvej 1-11 og Lottesvej 10-16, skal egentlig fraflyttes og omdannes til ungdomsboliger. Det står i helhedsplanen, men boligforeningen foreslår nu, at Gellerupparken sælger jorden, hvor de to blokke er, for 13 mio. kr., hvorefter blokkene rives ned, og der bygges helt nye ungdomsboliger i en selvstændig boligafdeling.
De fremmødte beboere skal altså vælge mellem den oprindelige løsning og det nye forslag. Afdelingsbestyrelsen kommer ikke med en anbefaling af nogen af forslagene.
Ejerlejligheder på Bentesvej eller Gudrunsvej?
I helhedsplanen står, at Blok A13 på Bentesvej skal sælges som ejerlejligheder. Men i afdelingsbestyrelsen var der nogle, der mente, at det er bedre at sælge den blok på Gudrunsvej, hvor der skal laves et hul igennem til en vej – nemlig blok 4.
Et flertal i afdelingsbestyrelsen anbefaler nu beboerne, at det er denne nye løsning, der bør besluttes.