Filmprojekt Gellerup, også kendt som FPG, blev etableret for næsten fire et halvt år siden af Morten Steffensen og Rasmus Kronborg. I starten var FPG på biblioteket, med få redskaber, men de har nu fået større lokaler på Tovshøjskolen.
Projektet er et middel
Lige nu har Filmprojekt Gellerup otte elever, men målet er 20.
"Vi arbejder på at gøre Filmprojekt Gellerup til et aktiverings- og uddannelsestilbud, hvor vi gerne vil have mellem 15 og 20 elever. Helst 20, for hvis der er nogen, der ikke dukker op, så har vi stadig en del at arbejde med," siger Rasmus Kronborg, der også nævner, at FPG er et projekt, der skal gøre eleverne parate til en uddannelse eller et arbejde.
Måden eleverne lærer at arbejde med medier er gennem selvstændige projekter, men de arbejder også i teams. Der bliver dog lagt stor vægt på det selvstændige, da projektet søger at gøre eleverne klar til en uddannelse. På den måde får eleverne ansvar, lærer om deadlines og så videre, og så er det lige meget, om eleven eksempelvis bliver taxachauffør senere hen.
”Vi ser vores projekt som et middel og ikke et mål. Det er ikke et mål, at vores elever nødvendigvis skal arbejde med tv og andre medier, men vi vil gerne have, at de bliver gjort parate til en uddannelse eller komme på arbejdsmarkedet,” siger Rasmus Kronborg.
Hver tredje er under uddannelse
En opgørelse foretaget af FPG viser, at fra maj 2010 til august 2013 har de haft 62 afsluttede elever, og mange er under uddannelse. Opgørelsen viser, at:
- 34 procent er i uddannelse
- 26 procent er uafklarede i forhold til beskæftigelse/uddannelse
- 16 procent er i beskæftigelse
- 8 procent er i anden aktivering
- 8 procent er fraflyttet kommunen
- 5 procent er i løntilskudsjob
- 3 procent er på førtidspension
”Det er vi rigtig glade for,” siger Morten Steffensen og fortsætter: ”Nogle er kommet på Medieskolerne i Viborg, mens andre er blevet direkte ansat efter, de har været hos os. Derudover er der mange, der stadig kommer her, fordi vi har en meget familiær stemning.”
Filmprojekt Gellerup er et forløb, der kan blive bevilget af en sagsbehandler, og kan variere mellem tre og tolv måneder. Det er for alle ledige borgere i Aarhus Kommune, og projektet udspringer af et samarbejde mellem Socialforvaltningen og Beskæftigelsesforvaltningen i Aarhus Kommune.