Det hjalp på fremmødet til informationsmødet om de blå blokke, at der har været gjort en ekstra indsats for at synliggøre mødet.
Over 75 beboere var mødt op for at høre, hvad der skal ske i forhold til de såkaldt blå blokke. Det er Bentesvej 1-11 og Lottesvej 10-16. De blokke er i helhedsplanen lagt ud til ombygning til ungdomsboliger.
Men det har vist sig, at det ikke kan betale sig at bygge dem om. Der er mere økonomi i og velfærd for beboerne at sætte tryghedsgarantien i kraft nu og rive bygningerne ned.
I første omgang handlede mødet om netop det. Hvad der skal ske med de blå blokke, skal beboerne stemme om d. 20. november. Så aftenens informationsmøde kunne selvsagt ikke tage stilling til et ja eller nej, blot fortælle, hvad det betyder for beboerne i de blå blokke og for resten af Gellerup.
Så kom mødet i gang
Ole Bech Jensen, projektchef for Helhedsplanen, fortalte mange detaljer om den nye ungdomsby, men mødet kom først for alvor i gang, da helhedsplankonsulenterne Hanne Thun Stokholm og Ahmed Mansoura fortalte konkret om tryghedsgarantien.
I snakken ved bordene var der nogle, der mente, at det var utidig indblanding fra boligforeningens side med et informationsmøde. Boligforeningen ville bare sælge et ja. Infomøderne er dog aftalt med afdelingsbestyrelsen.
Andre spurgte ind til, hvorfor det er hele boligområdet, der skal stemme, og ikke kun beboere i de berørte blokke.
Tryghedsgaranti uanset hvad
Det var vigtigt at gøre klart, at det ikke er tryghedsgarantien, der skal stemmes om. Den er, som den er, uanset den træder i funktion nu eller senere i forbindelse med, at blokkene bliver bygget om.
Der var stor interesse for fremtiden for beboerne af de blå blokke. Boligforeningen gjorde meget ud af, at den er sat i verden for at hjælpe beboerne igennem den proces, der venter, uanset hvad der bliver besluttet d. 20. november.
Infocenter åbner tirsdag
Det blev hele tiden pointeret, at individuel sagsbehandling ikke ville finde sted på mødet, men vil kunne løses i det kommende Infocenter i Bentesvej 1. Det har beboere også fået materiale om. Der arbejdes på, at Infocenteret kan åbnes så hurtigt som muligt, så eventuelle spørgsmål kan besvares inden afstemningen i november.
Efter infomødet i aftes er det besluttet, at Infocenteret åbner på tirsdag den 11. november. Det oplyser kommunikationschef i Brabrand Boligforening, Lotte Pape.