Gellerupparkens beboere har sagt ja til, at de to ’blå blokke’ på Lottesvej og Bentesvej må sælges til nedrivning – så der gøres plads til en helt ny ungdomsby med ca. 390 ungdomsboliger.
Ikke alene giver det nye muligheder for Gellerups unge, der gerne vil flytte hjemmefra – dog uden at flytte alt for langt væk fra far og mor! Ved siden af ungdomsboligerne bliver der plads til 50 mindre rækkehuse, og ifølge projektchef Ole Bech Jensen fra Brabrand Boligforening vil disse boliger også kunne tiltrække bydelens unge familier – for så vidt at de køber dem. Det bliver nemlig ejerboliger.
På afdelingsmødet nævnte han udsagn fra nogle af bydelens unge om, at de gerne vil have mulighed for at købe deres egen bolig i området.
Og den mulighed opstår, hvor Hejredalskollegiet ligger i dag. Det ejes af kommunen, som melder, at bygningerne er i for dårlig stand til at renovere, og derfor regner man med, at også de skal rives ned.
”Det giver mulighed for at samtænke et fælles projekt for en ungdomsby,” sagde han på mødet. Trafikalt ligger ungdomsbyen også ideelt, idet den forventede letbane vil få et stop lige op ad ungdomsbyen.