Bydelsmødrene har fået ny bestyrelse, og den hidtidige forkvinde, Maysaa Hassanein, er ikke længere repræsenteret i bestyrelsen. Organisationen forbereder sig samtidig på kommende aktiviteter i 2015.
Der blev holdt ekstraordinær generalforsamling sidste fredag, hvor de fremmødte medlemmer valgte disse kvinder til bestyrelsen:
Deeqa Axmed Yusuf, Shamso Muqtarwardere, Farhiyo Abukar, Nasra Khalif og Hanaan Yusuf. Suppleanter er Ayan Mahamud, Saousanne El Abbas og Shukri Mahad.
I går konstituerede bestyrelsen sig. Formand blev Hanaan Yusuf, Farhiyo Abukar er næstformand, og Nasra Khalif blev kasserer.
Nye kvinder skal hverves
Bydelsmødrene vil arbejde meget med information og hvervning af nye kvinder. Følgende emner blev valgt som det. der skal arbejdes videre med:
- Informationskampagne, målrettet især tyrkiske og arabiske kvinder
- Kontakt til skoler/daginstitutioner/foreninger via bestyrelserne
- 8. marts fest sammen med andre kvindeforeninger i Gellerup/Toveshøj:
- Opsøge mødre: Når man er på gåtur, på legepladsen, slå følge med Fritidspatruljen…
- Lave aftale med Blokambassadørerne om materiale om Bydelsmødrene til nytilflyttere med videre
- Debat/foredrag om børneopdragelse: Tema to-tre gange om året med fokus på forskellige aldre, også uddannelsessøgende og teenagere.
- Samarbejde med politi/klub: Tal med Beredskabet – komme og holde oplæg.
- Bydelsmødrene kunne også tilkendegive, at de gerne vil være besøgssted til Samvirkets Introdage