Aarhus Kommunes forsøg med en fritidspas-ordning bliver indført i 2015. Før kom midlerne til ordningen fra ministeriet, men nu betaler Aarhus Kommune for ordningen.

Hjælp til økonomisk trængte
Fritidspasset er en ordning, der gør, at økonomiske trængte familier kan få tilskud, så deres børn kan gå til en fritidsaktivitet. Ordningen henvender sig hovedsageligt til enlige forsørgere, da husstanden ikke må tjene mere end 185.927 kroner om året.

Jo før, jo bedre
Forsøgsordningen startede tilbage i 2007, hvor målgruppen var børn i alderen 6 til 17 år. Men i den nye ordning er målgruppen blevet ændret, så den nu er fra 3 til 17-årige børn. Heidi Lytje Oehlers, der er foreningskonsulent ved Aarhus Kommune, siger til det: ”Det stemmer overens med vores politik, der hedder, at jo før børnene kommer i en forening, jo bedre.” Heidi tilføjer, at i princippet kan man få tildelt et fritidspas, lige fra man er 3 år, til man fylder 17 år.

Alle skal være med
Heidi Lytje Oehlers siger: ”Vi vil gerne have alle børn ind i foreningslivet. Derfor er der denne ordning, og inden nytår bliver der sendt 4.000 fritidspas ud til dem, som vi har i vores system. Så kan det være, at der er nogen, der ikke er i systemet, og så må de søge om fritidspasset på vores hjemmeside.”

Fritidspasset dækker deltagelse i alle typer foreningsaktiviteter – lige fra fodbold til ridning. Passet dækker også mere end sport. Det dækker også kreative fag, spejder og meget mere. Der er derfor noget for enhver smag.

Med et Fritidspas kan børn og unge fra økonomiske trængte familier få betalt kontingent i en forening på op til 1.000 kroner. Man kan læse mere om ordningen, hvor og hvordan man søger her.