Aarhus Kommune vil gerne være den bedste kommune i Danmark for børn og unge, og det kan kun opnås med de unges hjælp, derfor er de unge repræsenteret i Ungebyrådet i Aarhus Kommune.
I Gellerup og Toveshøj har vi tre repræsentanter i ungebyrådet. Medlemmerne er mellem 13 og 17 år. De skal komme med nogle gode ideer og hjælpe med at gøre Aarhus til et bedre sted. De har møde to gange om måneden og diskuterer egne forslag. Der kommer også tit nogle medlemmer fra byrådet i Aarhus. Heriblandt Bünyamin Simsek (V), Rabih Azad-Ahmad (R), Kristian Würtz (S) og mange andre, som kommer for at høre de ambitiøse unges ideer.
Jeg kan godt lide politik
Et af de medlemmer, der repræsenterer Gellerup og Toveshøj er Christian Jensen. Han er en gut på 17, som gerne vil have, at det bliver mere spændende og sjovt at være ung i Aarhus. Han fortæller, hvorfor han netop vil være med i ungebyrådet, og siger ”Jeg vil gerne være med til at komme med nogle gode forslag, men også fordi jeg godt kan lide politik.”
Han fortsætter: ”Man skal være seriøs og være interesseret i området, og man skal kunne dele sine erfaringer med andre.” Han fortæller, at man får lært en masse nye folk at kende, og det er en bonus. Han stillede op til ungebyrådet, fordi han gerne vil yde til samfundet.
På de seneste møder har de unge fået talt om et såkaldt ”ungekort”, som giver bedre muligheder for 7. – 9. klasse, blandet andet med hensyn til rabatter til busser og skolematerialer på ca. 10 procent. Men det er stadig et meget omdiskuteret emne.
"Fed oplevelse"
Et andet medlem, Natalie Bitar, er med i ungebyrådet, fordi hun elsker at hjælpe folk, og hun synes det er en fed oplevelse at mødes med politikere.
Og grunden til at Mariam Arafat vil være med er, at hun synes det er fedt at være med til at gøre en forskel for børn og unge i Århus.