I ti år har Kaltuma Guraa boet i Gellerupparken. Hun har haft ravlt med sine fem børn og ikke haft tid til at uddanne sig. Me da kommunen ville have hende i aktivering, faldt hun en dag over en flyer om blokambassadørerne.
Snart stod hun på mit kontor på den hvide gård og spurgte, om hun kunne blive blokambassadør.
Hvorfor, Kaltuma?
”Fordi jeg vil gøre noget, der gavner mit eget område, der hvor jeg bor. Når jeg
arbejder som blokambassadør, tjener jeg ikke mere end min kontanthjælp.
Men jeg arbejder for mig, for os og vores område. På den måde tjener jeg alligevel meget ved mit arbejde. Jeg giver noget til mine børns fremtid. Når der flytter nye mennesker ind i en lejlighed i Toveshøj eller Gellerupparken, ringer vi på døren og byder dem velkommen.
De fleste er glade og positive over at få besøg og høre om området. Heldigvis kommer der mange unge danskere herud. Ved at besøge dem er vi forhåbentlig med til, at de kan se Gellerup som et sted, hvor de vil blive boende, også når de bliver færdiguddannet. Forhåbentlig føler de, at det er deres hjem, og knytter sig til området. Og mærker, at de er en del af fællesskabet,” forklarer Kaltuma.
Mindre stress
”Når jeg er blokambassadør, kan jeg følge mere med i, hvad der foregår, og jeg er med til at fortælle, hvad der sker. Folk bliver mindre stressede, når vi forklarer, hvad der egentlig foregår.”
Kaltuma har selv prøvet at flytte lejlighed, fordi hendes blok skulle rives ned. ”Man går først igennem en periode med frustration, vrede og sorg. Jeg var ked af at miste mit hjem. Men så begyndte jeg at se det gode ved ombygningerne. Jeg håber på, at vores bydel bliver mere udadvendt og får mere kontakt med resten af byen, så der kommer mere arbejde og uddannelse for os og vores børn i fremtiden,” siger Kaltuma.
Vores område bliver bedre
"I vores område er der allerede flere, der tager en uddannelse end for bare ti år siden. Og hvis vi står sammen som naboer, kan vi stoppe hærværk og kriminalitet i området og skabe et bedre liv for vores børn. Vi skal være tålmodige og ikke give op,” slutter Kaltuma.
Plads til flere
Der er plads til flere, der vil være ambassadører og gøre en forskel for området. Ligesom Kaltuma er du meget velkommen hos blokambassadørerne på Gudrunsvej 10A, hvor der før var advokatkontor.
Du kan også ringe til Ulla Jørgensen på tlf. nr. 6155 8561.
Skal du i aktivering eller arbejdsprøvning?
Bliv blokambassadør, når du skal i aktivering eller arbejdsprøvning.
Så gør du noget meningsfuldt, mens du er i gang.
Er du førtidspensionist?
Bliv blokambassadør med 15 timer om ugen.
Du mister ikke retten til førtidspension. Lovmæssigt er du stadig førtidspensionist.
Du har ret til at tjene ekstra penge ud over pensionen.