Imam Radwan Mansour fra Fredens Moské i Gellerup er bekymret for fraværet af unge til fredagsbøn. Han er bange for, at nogle af dem tabes af moskéen og bliver ledt ud i radikale muslimske miljøer og netværk.
Mens der for få år siden kunne være 50 unge til fredagsbøn i Fredens Moské, skal man i dag være heldig hvis der er 5-6 til stede. Radwan Mansour siger til Jyllandsposten, at de unge er vilde med action, våben og krig. Det bakkes op af Sami Saidana, der er på orlov som formand for de 12 muslimske foreninger, der arbejder på at få opført en stormoské i Gellerup. Også han ser hvordan de unge drages mod handling og forsimplede læsninger af Koranens budskaber om at kæmpe.
Den københavnske imam og formand for Dansk Islamisk Center, Fatih Alev, ser de samme tendenser blandt unge. Han mener ikke, at moskéerne kan konkurrere med radikale kredses simple fortællinger og budskab; at muslimer undertrykkes overalt, og at den eneste løsning i nogles øjne er oprettelsen af en islamisk stat. Ifølge Fatih Alev føler mange unge muslimer sig fremmedgjorte under fredagsbønnerne, fordi de ikke kan relatere sig til de ældre imamer, der ikke taler dansk og ikke er inde i danske samfundsforhold.
På samme vis lader det til at mange unge gerne vil komme i Fredens Moské – når det ikke lige er til fredagsbøn. Den 12. februar kom over 100 unge til Osama Salames foredrag om den første kalif efter profeten Mohammed; ”Abu Bakr – den sandfærdige”. Foredraget er det første i foredragsrækken ”De mægtige personligheder i Islam”.
Flere bærer kjortel og hue
Radwan Mansour, der også underviser på friskolen Lykkeskolen i Gellerup, ser i hverdagen flere unge, der bærer kjortel og hue i stedet for almindelig tøj. Det er for ham et udtryk for, at man ikke er integreret og i stedet ønsker at udfordre det danske samfund. Han advarer om, at mens det kan tage flere år at give den rette indsigt i moderate, islamiske værdier, kan de ekstremistiske idéer gøre en ung mand til hellig kriger i løbet af få måneder. ”Men vi opdrager langsomt og med pædagogiske principper og moderate, islamiske synspunkter, der kræver, at man lytter og diskuterer,” udtaler Radwan Mansour til Jyllandsposten.
En af de radikale ungdomsgrupper der i dag er fokus på, er Muslimsk Ungdoms Center (MUC), der holder til i Gellerups meget omtalte Grimhøjmoské. Bestyrelsesmedlem i Grimhøjmoskéen, Yossef Loubani, har indgående kendskab til MUC og oplever en stærk stigning af unge. Han oplever også, at flere går i kjortel og med muslimsk hue, men afviser, at det skulle være tegn på radikale tanker: ”Man kan ikke være ekstremist i islam. Islam er en meget fredelig religion. Derfor bør den respekteres,” siger han til Jyllandsposten.
Forebyggelse – uden imamer
Et bredt flertal i folketinget har netop afsat 60,9 mio. kroner til forebyggelse af radikalisering af unge. Man har valgt ikke at inddrage imamer som led i den forebyggende indsats, og vil i stedet blandt andet oprette en national hotline, hvor forældre og andre kan henvende sig, hvis de ser bekymrende tegn på radikalisering hos unge. Der arbejdes netop nu på at indlemme Venstres forslag om at indføre indrejseforbud til Syrien og Irak.