Ca. 200 mennesker var kommet for at høre om antiradikalisme og ekstremisme. Et emne, som er skræmmende aktuelt.

Mødet var arrangeret et godt stykke tid før terrorhandlingen i København, og ingen havde forventet,  at det skulle blive så aktuelt.

Derfor var biblioteket også proppet med op til 250 mennesker, inklusiv politifolk, som både stod indenfor bygningen og gik runder udenfor.

Det var klart, at folk var kommet for at diskutere og ikke bare høre de indledende oplæg fra Allan Aarslev fra Østjyllands Politi, borgmester Jacob Bundsgaard og psykologiprofessor Preben Bertelsen. Oplæggene handlede om den såkaldte Aarhus-model, som er blevet kendt over hele verden. Det har blandt andet bevirket, at Jacob Bundsgaard er i USA for at deltage i en konference og skal møde præsident Obama. Men det var slet ikke Aarhus-modellen, som debatten kom til at handle om, men derimod muslimernes vilkår i Danmark og terroren i København.

Efter kaffepausen gik mødet rigtigt i gang. Nicolai Wammen havde i sit oplæg nævnt Grimhøjmoskéen flere gange, og heldigvis var repræsentanter fra moskéen mødt op for at debattere.

”Hvis det ikke var for dialogen med os, havde samarbejdet mellem de unge og kommunen ikke fungeret så godt,” forklarede en tydeligt oprørt Youssef Loubani fra Grimhøjmoskéen.

Han mente,  at de ofte bliver misforstået i medierne, og at der kører en general hetz på muslimer i samfundet. ”Statsministeren siger, at man ikke kan undvære jøderne i samfundet, men ingen siger det samme om muslimerne,” forklarer han vredt.  ”Angrebet i København var ikke terror, men en almindelig kriminel handling,” råbte han og sådan gik diskussionen frem og tilbage mellem Wammen og ham i et stykke tid, inden Youssef forlod rummet.

De fleste muslimer, som tog ordet, tog afstand fra terrorangrebet i København. En lærer, som arbejder på Tovshøjskolen, tog afstand:
”Jeg mener, at hvis man som dansk muslim hellere vil ned til f.eks. Syrien og kæmpe, skal man blive dernede og ikke komme tilbage.”

’Israel er et demokrati’
”Hvorfor taler man kun om at tage passene fra unge, der tager til Syrien og ikke om danske jøder, der tager til Israel for at slå palæstinensere ihjel,” lød det fra salen.

”Israel er et demokrati og har f.eks. frie valg,” forklarede Wammen.

Der begyndte folk rundt om i salen at smågrine, nogle råbte ”Svar på spørgsmålet” og andre sad og hviskede til hinanden og rystede på hovederne. 

Wammen forstsatte med at forklare, at ISIL i modsætning til Israel ikke er et demokrati, men umenneskelige væsener, som foretager forfærdelige handlinger. Der var der igen vrede opråb og nogle, der rystede opgivende på hovedet over, at det slet ikke var det svar, de havde ønsket. Eller noget svar overhovedet.

Hvad med radikaliserede danskere?
Nogle af tilhørerne havde taget print med af debatindlæg, de havde fundet på Facebook. Danskere, der ønskede at slå alle muslimer ihjel og brænde alle moskéer. Dem skulle Nicolai Wammen have efter mødet. En spurgte, om Aarhus Kommune også var opmærksom på danskere, som udgyder had på internettet og truer med at slå muslimer ihjel. Svaret på det hang lidt i luften og ingen var vist tilfredse med det svar, der kom.
Debatten kunne være fortsat i flere timer, men Jacob Bundsgaard lovede, at der ville blive flere af den slags arrangementer i fremtiden. ”Sådan et arrangement med så mange deltagere, der byder ind med noget, betyder, at vi har en god debatkultur og at demokratiet lever i Aarhus,” sluttede borgmesteren af.