Uddannelsesvejledningen Get2Ed har haft stor succes med at vejlede unge i Gellerup og Toveshøj til den rigtige uddannelse. Det fastslår statusrapporten for 2014.
Med uddannelsesvejleder Ahmad El Ahmad i spidsen blev flere end 100 unge vejledt og fik mere afklaring omkring hvilke uddannelser der kunne være noget for dem.
I løbet af det forgangne år fik man 46 unge i gang med ungdoms- og videregående uddannelser. Ud af de 46 unge kom 17 på erhvervsuddannelse ved Aarhus Tech, 12 i gymnasiet, ni på en videregående uddannelse, mens otte unge fastholdt deres engagement på en ungdomsuddannelse.
Ydermere blev 47 unge forberedt til livet på en ungdomsuddannelse og hvad det indebærer. Ud af de 47 går 20 unge lige nu i 7. og 8. klasse, 19 går i 9. og 10. klasse, mens otte går på produktionsskoler og den to-årige ungdomsuddannelse EGU.
Ud af alle de forberedte elever, forventes en stor del af dem at påbegynde en ungdomsuddannelse til august 2015. Dog arbejdes der stadig med at få otte elever afklaret omkring deres fremtidsvalg.
Øget forældre-engagement
Udover at øge uddannelsesgraden af vores unge mennesker, er det også et mål for Get2Ed at skabe øget engagement hos forældre med børn og unge mellem 13 og 25 år. Uddannelsesvejleder Ahmad El Ahmad fortæller, at man med stor succes har afholdt arrangementer hvor forældrene også bliver inddraget i børnenes uddannelse.
I september 2014 afholdt Get2Ed i samarbejde med Arabisk Kulturforenings Ungdom, uddannelsesinstitutioner, Ung i Aarhus og andre aktører en vellykket uddannelsesmesse i Globus1. Her deltog over 500 unge fra 7.-10. klasse samt ungdomsuddannelser, og mange havde deres forældre med. Ahmad El Ahmad fortæller, at man desuden holdt dimissionsfest for omkring 42 dimittender fra Gellerup og Toveshøj.
I samarbejde med ”Forældre På Banen” oprettede Get2Ed også en tværetnisk projektgruppe bestående af 15 personer. Denne gruppe bidrog med planlægning og afvikling af fem besøg på forskellige ungdomsuddannelses-institutioner og fem workshops om deres børns uddannelse. I alt deltog 185 forældre i aktiviteterne, og fik en større og bedre forståelse af ungdomsuddannelser og uddannelsessystemet.
Ahmad El Ahmad kan se, hvordan de forskellige aktiviteter har givet forældrene større fokus på deres egne ressourcer – både i forhold til at motivere hinanden og motivere deres børn.
De har altså fået mulighed for at komme på banen, bruge hinandens viden og udnytte lokale tiltag, som redskab til, at gøre børnene mere robuste og bedre rustet til at foretage valg om deres fremtid.