Fra døgnrapporten hos Lokalpolitiet Aarhus Vest:
Fredag den 10. april
Kl. 16.27 fik vi en anmeldelse om en ung mand, der sammen med en kammerat var ankommet til p-pladsen foran Bazar Vest i en Sølvgrå Seat Althea. Ud af vinduet på denne bil havde de vist et gevær, hvilket havde givet anledning til bekymring blandt de personer, som var til stede.
Ved politiets ankomst til stedet flygtede de to med stor hast i den nævnte Seat.
Vi fik dog senere fat i dem, og ved ransagning af køretøjet fandt vi noget hash, nogle penge som vi antager er udbytte af hash-handel, samt et hardball-gevær.
Geværet er så vellignende, at man ikke på afstand kan se forskel på dette og et rigtigt våben.
Begge unge mænd på henholdsvis 18 og 21 blev anholdt og medtaget på Politigården, hvor de blev sigtet for flere forhold. Hashen, pengene samt geværet blev beslaglagt.
Lørdag den 11. april
I tidsrummet fra kl. 02.00 til kl. 03.30 var der forsøg på indbrud i en lejlighed på Astridsvej. Det var dog ikke lykkedes nogen at komme ind.
Kl. 15.16 blev en bil standset på Edwin Rahrs Vej. Føreren der var en 31-årig mand blev skønnet påvirket af spiritus i svær grad, hvorfor han blev anholdt sigtet for spirituskørsel. Efter endt blodprøveudtagning blev han løsladt senere på eftermiddagen.
Dette havde han tilsyneladende ikke lært noget af, idet han senere på natten kl. 04.42 igen blev anholdt for spirituskørsel, kørende i samme bil. Ligeledes på Edwin Rahrs Vej.
Derfor måtte han igen en tur på Politigården for at få udtaget blodprøve.
Søndag den 12. april
Kl. 18.00 blev der anmeldt, at unge mennesker havde taget ophold i vaskekælderen Gudrunsvej 68, hvilket var til ulempe for brugerne. Ved vores ankomst var de unge mennesker væk.
Det skal herfra opfordres til at opholde sig andre steder end i vaskekældre, hvor borgerne skal kunne færdes i tryghed.
Der blev i løbet af søndagen fundet en brugsstjålet motorcykel, som er beslaglagt med henblik på udlevering til rette ejer. Ingen gerningsmand pt. udfundet.