DM i pool blev en givtig turnering for tre medlemmer af ungdomsklubben i Toveshøj.
Ahmed Mourad, Omar Ammar og Ahmed Al-Jaal havde dygtighed og heldet med sig, da de sammen med ungdomsklubben i Toveshøj for første gang deltog i Danmarksmesterskabet i pool, arrangeret af  Ungdomsringen og Den Danske Billard Union DDBU. Det blev blev holdt i Herlev for et par uger siden.
Ahmed Mourad vandt bronze i sin aldersklasse (14-18 år) i den individuelle turnering, og sammen med Omar Ammar og Ahmed An-Jaal blev det også til bronze i samme aldersklasse ved gruppeturneringen.
”Jeg fik lært noget”
”Det var rigtig fedt at være med. Vi hyggede os, men jeg fik også lært noget. Jeg lærte for eksempel at tage chancer. I stedet for at gå efter de lette skud altid, prøvede jeg at satse og tage de svære først,” forklarer Ahmed Mourad.
Han er den af de tre DM-medaljevindere fra ungdomsklubben i Toveshøj, som har størst erfaring i pooldisciplinen, idet han har spillet i seks år. Indtil nu har det primært været i klubben i Toveshøj, samt på hans skole, der er blevet øvet; men efter DM-succesen overvejer Ahmed Mourad at begynde at spille i en egentlig poolklub.
Omar Ammar og Ahmed Al-Jaal har begge spillet pool i knap tre år, og de betegner også førstegangsdeltagelsen ved DM som en succes:
”Vi havde gode dage”
”Vi havde nogle gode dage, der var spændende, fordi vi prøvede noget nyt. Vi spillede på små hold, og det gjorde, at man var meget mere koncentreret om spillet,” siger Omar Ammar.
De tre klubkammerater spiller pool et par gange om ugen, og de har alle ambitioner om at kvalificere sig til DM igen til næste år:
”Vi håber på at være med. Vi vil i hvert fald gøre vores bedste,” konstaterer Ahmed Al-Jaal.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.