Osman Gazi Arikan fra Gellerup er 24 år og bruger en del af sin fritid på firmaet Sävsmuld i sin egen kælder. Han låner også værkstedet på Godsbanen inde i byen.
Grunden til, at Osman har et fritidsfirma, er, at det er vigtigt for ham at kunne komme lidt væk fra virkeligheden og studiet på Maskinmesterskolen og ind i sin egen verden, hvor han kan få slappet af. Men Osman tilføjer: ”Det er ikke den eneste grund til, at jeg har dette arbejde ved siden af studiet. Jeg har altid drømt om at få en uddannelse med møbeldesign eller selv producere møbler, måske begge dele på én gang."
I firmaet laver han næsten alt, hvad man kan komme i tanke om indenfor møbeldesign og brugskunst, og hvad der er på mode. Han har blandt andet lavet træfigurer og runde borde med tre ben.
Kun én af hver ting
Han laver kun en enkelt af hver ting, det der lige falder ham ind, og nogle gange gives det væk til hans venner. Andre gange sælger han det, så han kan tjene penge til materialer.
For Osman handler det mest om, at han kan blive ved med at lave det, han elsker. Osman slutter med at sige: ”Jeg har prøvet lidt af hvert – smed, køletekniker og møbelsnedker. Som snedker kunne jeg ikke finde job, så jeg besluttede mig for at have en hobbyvirksomhed, hvor jeg samtidig kunne læse til noget med jobgaranti, nemlig maskinmester.”
Man kan kontakte Osman på Facebook-siden ”Sävsmuld” samt på instagram, ”Savsmuld_woodworking”.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.