Sidst i april tog Brabrand Boligforening et stort skridt mod det endelige mål med helhedsplanen. En norsk ejendomsudvikler har underskrevet en betinget købsaftale på et 60.000 kvadratmeter grønt areal mellem Gudrunsvej og Ringvejen. Der skal være handel og boliger på arealet.

Salgsprisen på mindst 100 mio. kr. kommer til at være en stor økonomisk støtte, hvor pengene hovedsageligt kommer til at gå til energirenovering af nuværende boliger i Gellerup.

Hvad mener beboerne om købet?

Vi har spurgt nogle beboere lige over for det solgte areal.

Faris Iraki er 17 år og går til dagligt på Langkær Gymnasium. Faris mener, at det er supergodt initiativ, men han spekulerer samtidig lidt over, hvad pengene ellers kunne have gået til:

"Jeg synes selvfølgelig, at det er godt med boliger, men jeg tænkte, at man kunne udnytte det flotte grønne areal yderligere i stedet for at plante en masse boliger. ”

Når man til gengæld spørger Faris om udsigten ud til de mange boliger, er han lidt mere sikker på sit svar: "Jeg bor nu engang på 2. sal, så mon ikke jeg overlever," siger han og trækker på smilebåndet.

”Det er fornuftigt”
Christian Jessen på 31 år, forsker inden for naturvidenskab, fortæller ”Jeg har jo hørt, at jorden skal bruges til erhvervsbyggeri og boliger. Jeg synes at det er spændende, at nogen gider at investere i Gellerup. ”

Christian er på den anden side lidt ked af at miste den smukke oversigt over Århus.

Christians bud på, hvad man ellers kunne bygge, er: ”Jeg synes egentlig, at det er fornuftigt nok at bygge det aftalte. Jeg kunne godt tænke mig at bygge en biograf, da der er meget plads. Det kunne få mere liv i Gellerup. ”

”Vore boliger trænger”

Svend Jensen, 69 år og pensionist, fortæller ”Jeg hørte nogen sige at pengene skal bruges på at forbedre boligerne i Gellerup. Det synes jeg er en rigtig god ide da der efterhånden er nogle ting der godt kunne bruge en kærlig hånd. ”