Teknikrådmand Kristian Würtz har store planer for den kommende kontorbygning til kommunalt ansatte, der skal placeres i Gellerup i forbindelse med helhedsplanen.
Hvor andre politikere fra begge sider af det politiske spektrum har udtrykt bekymring for, om huset vil blive fyldt op og den overskydende plads udlejes til private aktører, så økonomien kan løbe rundt, opfordrer rådmanden folk til at se projektet fra en anden vinkel:

”Det skal være et hus, der er i live ud over normal arbejdstid, og som skal være åben for bydelen. Det er alt andet end et hus, der skal bygges efter samme logik som købmandsbutikken på hjørnet. Man skal tænke fornuftigt, men perspektivet skal ud over matrikelgrænsen,” forklarede Kristian Würtz, da emnet blev diskuteret i byrådet onsdag 3. juni, ifølge Jyllands-Posten.
‘Vi mener det!’
Planen er, er der skal opføres en bygning med plads til ca. 950 kommunale arbejdspladser. Huset skal opføres i et samarbejde mellem Aarhus Kommune og private aktører, og det er udlejningen af resten af arealet i huset, der gav panderynker i byrådet.
Således var både Jan Ravn Christensen fra SF og Gert Bjerregaard fra Venstre i tvivl om, hvorvidt hele planen er økonomisk ansvarlig. En høj kvadratmeterpris på 21.000 kr. og det faktum, at der fortsat er flere tusinde ledige kvadratmeter i et andet at byens nye prestigebyggerier, Dokk1, på Aarhus Havn, var blandt de kritikpunkter der blev rejst.

Det fik dog ikke rådmanden til at ryste på hånden:

”Ved at vise lederskab og flytte så mange kommunale ansatte ud i området, er vi troværdige, og viser de private aktører, at vi mener det,” lød det fra Kristian Würtz. 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.