Selvom Adnan Rustam fra Gellerup bare er 17 år, er han allerede en erfaren herre på arbejdsmarkedet. Da han som barn var med sin mor ude at handle i bazaren og det lokale indkøbscenter, gik en stor del af tiden med at følge med i, hvad de voksne i butikkerne foretog sig.
Ligeså snart Adnan blev gammel nok til selv at arbejde, blev han avisbud. Siden blev han ungarbejder på kommunens naturcenter for børn. Dernæst medhjælper i køkkenet på et plejehjem. 
For få måneder siden havde Adnan så første arbejdsdag som serviceassistent i Netto på Bronzealdervej i det vestlige Aarhus. En ansættelse, Adnans souschef, Casper Christensen, ikke har fortrudt. Tvært imod:
”Adnan har været rigtig engageret lige fra begyndelsen. Han er en ung mand
med masser af energi, og det er godt at få nye medarbejdere, som gerne vil
udrette noget. Han er flittig og har meget stort flair for butiksarbejde. Der er
forskel på folk i forhold til, om man kan håndtere pressede situationer og stadig
flere udfordringer. Det kan Adnan,” konstaterer en tilfreds arbejdsgiver.
Lærerigt og egne penge
Adnan er også glad for sine nye fritidsjob-omgivelser, hvor han primært sidder
ved kassen. Når tiden er til det, hjælper han kollegerne med at rydde op og fylde varer på hylderne.
Adnan læser på Århus Social- og Sundhedsskole, hvor han uddanner sig til pædagogisk assistent. Selvom der umiddelbart er milevid forskel på detailhandel og pædagogik, så ser Adnan visse ligheder mellem skolegangen og et fritidsjob i Netto:
”Jeg lærer at være stabil, møde til tiden og at kommunikere med mennesker”, siger Adnan.
Han tilføjer, at fritidsjobbet er med til at gøre ham mere selvstændig. Ikke mindst fordi tjansen i Netto betyder penge på bankkontoen: ”Jeg er ved at spare op til et kørekort. Men jeg har også råd til at købe nyt tøj
og sådan. Det er meget rart at kunne bestemme over sine egne penge,” smiler
Adnan.
Fritidsjob for fremtiden
Selve rekrutteringen af Adnan Rustam er foregået via fritidsjobindsatsen Get2Job, som er en del af den boligsociale helhedsplan i Gellerupparken og Toveshøj. Et af målene med Get2Job er, at så mange af områdets unge beboere som muligt får joberfaring. Det er veldokumenteret, at fritidsjob baner vej til arbejdsmarkedet senere i livet.
Det er første gang, souschef Casper Christensen har samarbejdet med Get2Job; men det er ikke sidste gang. Om kort tid byder han og resten af medarbejderstaben velkommen til endnu en serviceassistent fra Gellerup.
Find Get2Job på på Facebook her