Flere hundrede børn og voksne var mødt op for at fejre årets midsommerfest sammen i det grønne område på Toveshøj. Der blev lavet snobrød i store mængder, og heksen blev behørigt brændt af og sendt til Bloksbjerg. Alt var med andre ord som det plejer, da Toveshøj og Gellerupparken i går fejrerede Sankt Hans fest.

Vejret var tørt og varmt, men varmen fra det enorme bål blev dog endnu stærkere, da ilden først fik fat i kvas, grene og heks. Emil Thaysen Pohl fra bestyrelsen i Toveshøj holdt en tale, men måtte gøre det kort, da det var svært at få ørenlyd for de mange, forventningsfulde børn, der var stimlet sammen omkring bålet, som mange børn selv havde været med til at samle sammen.

”Det vigtigste er ikke, hvorfor vi fejrer Sankt Hans. Det vigtige er, at vi kommer ud, ser os omkring og møder hinanden,” lød det fra Emil, før han med råbet: ”Skal vi have gang i bålet?!” fik et brøl tilbage som svar fra forsamlingen.

Klik på alle billederne for at se, hvordan årets Sankt Hans fest forløb for store og små.