15 unge fra Toveshøj og Gellerup i alderen 15 – 17 år sveder i disse dage med at holde området rent og pænt. De er ansat som sommerferiejobbere af Brabrand Boligforening til at hjælpe med renhold og vedligeholdelse på bygninger så vel som bænke, buske og blomsterbede.
I to uger skal de unge, der er inddelt i tre mindre arbejdsgrupper, hjælpe det faste personale i driften med at samle affald, klippe hække, male og gøre rent mange af de steder, der ellers kan være svære at nå til daglig.
Til gengæld får de erfaring med at arbejde på en rigtig arbejdsplads, de lærer at møde til tiden, arbejde sammen og om hvordan man opfører sig når man er på arbejde. På det sidste punkt har de unge overrasket positivt allerede fra deres første arbejdsdag, fortæller jobvejleder Senay Arikan fra Get2Job, som har formidlet kontakten mellem unge og arbejdsplads:

”Vi har snakket om, hvordan man opfører sig, når man arbejder sammen. Hvordan vi taler til hinanden og hilser på hinanden. Om vigtigheden af at møde til tiden. Og de unge har været meget engagerede og reflekterende i forhold til de her ting,” lyder det fra jobvejlederen.

Sumayas første job
På Dorthesvej er veninderne Sumaya og Aisha gået i gang med at feje og samle affald foran boligblokkene. De er begge to 15 år gamle og skal efter sommerferien starte i 9. klasse på Engdalsskolen.

”Det er mit første job. Det er spændende at lave, og at opleve hvordan man gør, når man har et arbejde,” fortæller Sumaya under en kort pause i arbejdet, der foregår udendørs i bagende solskin.

Aisha supplerer: ”Jeg vil gerne have noget erfaring – og så er det lidt sjovt at prøve noget nyt.”

De femten sommerferiejobbere skal arbejde hver dag fra kl. 9.30 over hele Toveshøj og Gellerup. Det er femte år i træk, at Brabrand Boligforening tilbyder arbejde til unge i sommerferien.