Søndag d. 30 august tog Gellerupparken og Toveshøj hul på en lidt særlig dag, som lidt kan sammenlignes med et festuge arrangement, hvor der var flere små arrangementer i området i løbet af dagen.
Vi gentog succesen fra den 31. maj og lavede et Gellerup Regnbueløb’ for børn på Plateauet i Hasle Bakker Løbet er inspireret af ”Color Run” arrangement, og boligafdelingerne lavede et miniregnbueløb. Det er blevet et hit blandt børnene.
Der blev løbet godt til, og nogle af børnene var oppe på hele otte omgange rundt på bakkens sti, hvor mange af dem var blevet farvet i regnbuens alle farver.
Flammen af Toveshøj
Efter regnbueløbet var det muligt at lave snobrød i Toveshøjs nye bålhytte. Ved indvielsen af den nye bålhytte i juni udskrev bestyrelsen i Toveshøj en navnekonkurrence, og der kom hele 58 forslag!
Ahmed Diab, som bor på Edwin Rahrsvej, vandt præmien for bedste forslag: Flammen, og bestyrelsen tilførte ”Flammen af Toveshøj”. Et lille messingskilt er bestilt og sættes op på bålhytten.
Der var fernisering på”Sculptures by Gellerup” i Toveshøj: Toveshøjbænken og vejskilte i hjertet af Toveshøj. Niels Rahbæk var kunstneren bag”skibsbænken” og fortalte om bænkens anvendelser som bænk, scene eller hvad fantasien råder til. 
Projektet i Toveshøj har været støttet af Gellerup Fællesråd og Gellerup Kulturmidler.
Grill og god stemning
Dagens ”festuge”-arrangement sluttede af med Perlevennernes sommergrill. Sjov og god stemning var til at spotte her. Sommergrillen, der blev afholdt ved Gellerup-Berlin Summer 15 Cafeen, var fyldt med glade børn og engagerede forældre.
Cafeens daglige leder Chadi Ali Kayed har været med til at stille cafetraileren og et telt op. Her kan der købes forfriskende drikkevarer, mad og søde sager. Chadi mener at det her er noget for både små og store i området. De ældre kan benytte teltet til at slå sig ned og ryge vandpibe, men de yngre har en hoppeborg som de kan benytte.
”Det her er noget, som kan være med til at samle mennesker, skabe glæde og hygge i området,” sagde Chadi ved sommergrillen.