Det kan være en dyr fornøjelse at blive stoppet af politiet, hvis du er på knallert og ikke har orden i sagerne eller mangler din styrthjelm. Men hvad koster det egentlig?

Den seneste tid har lokalpolitiet i Aarhus Vest haft særligt fokus på knallert-trafikken i området. Flere gange har der været afholdt knallert-”razziaer”, og selvom indsatsen målt i timetal og mandskab næppe kan måle sig med de landsdækkende trafikkampagner, hvor der bliver sat fokus på alt fra manglende seler og mobiltelefon-snak under kørslen til spritkørsel, har der alligevel været talrige sager, hver gang politiet har været ”i marken” og kontrolleret tingenes tilstand. Især blandt de hurtige to-hjulere i Gellerup og Toveshøj.

De hurtige og smarte knallerter og scootere er populære blandt især unge mænd. Men når farten går ind, går fornuften ofte ud, og det kan være fristende bare at kaste sig op og afsted på eventyr og glemme sin hjelm i farten. Eller at tage en kammerat bag på. Eller glemme kørekortet. Eller nogle af alle de mange andre regler, der gælder for motor-køretøjer, også de to-hjulede.

TV2s program ”Station 2: Politirapporten” viste i sidste uge, hvordan det foregår, når politi og knallertkørere mødes i Gellerup. Og hvis man så er så uheldig at blive stoppet af politiet, ja så falder lovens hammer. Men hvad koster det egentlig for eksempel at køre uden hjelm?

Vi har samlet et par eksempler:

•    Kørsel med mere end én person:    1.000 kr.
•    Kørsel på fortov:                           1.000 kr.
•    Kørsel på lille knallert u/ 16 år:        1.000 kr.
•    Kørsel uden knallertbevis 16-17 år: 1.000 kr.
•    Kørsel uden at medbringe bevis:        500 kr.
•    Kørsel uden styrthjelm:                  1.500 kr.
Hvis du er interesseret, kan du finde hele politiets bødetabel for overtrædelser af færdselsloven her:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.