Forlaget 365tekster er i fuld gang med litteraturprojektet ’ATLAS over Aarhus’ og inviterer hele byen til at skrive tekster om Gellerup, Brabrand og resten af Aarhus. Derfor afholder de åbne skriveværksteder på forskellige biblioteker – og lørdag den 3. oktober blev nummer to ud af tre skriveværksted afholdt på Gellerup Bibliotek.

Robert Skovmose Christensen er projektleder for 365tekster og beskriver forlaget således: ”Vi betragter os som et forlag, men vi udgiver ikke bøger. I stedet placerer vi litteraturen ude i byrummet, hvor folket er.”

Om projektet ’ATLAS over Aarhus’ forklarer Robert: ”Projektet kører på to spor: På det ene spor inviterer vi 40 forfattere til at skrive om Aarhus, og på det andet spor inviterer vi alle andre til at skrive med!” Man behøver derfor ikke være forfatter for at være med i hverken ATLAS-projektet eller til skriveværkstedet. ”Idéen med skriveværkstedet er at få hele byen til at skrive tekster om Gellerup, Brabrand og resten af Aarhus,” siger Robert.  

Godt at være i Gellerup
Lørdag den 3. oktober deltog ni personer til skriveværkstedet på Gellerup Bibliotek, hvor forfatteren Louise Juhl Dalsgaard underviste, inspirerede og gav skrive-tips. 

Poul Lynggaard Damgaard var en af skriveværkstedets deltagere. Men for Poul er det at skrive ikke noget nyt: Han har blandt andet skrevet og udgivet tre digtsamlinger med titlerne ’Boks Sepia’, ’Disk Habitat’ og ’Stedets omvendte beklædning’. Om lørdagens skriveværksted fortæller Poul: ”Det har været godt at møde så mange forskellige mennesker. Man kan altid blive inspireret.”

Poul bor selv i midtbyen, så for ham har mødet med Gellerup også være spændende: ”For mig har det også været godt, at skriveværkstedet er foregået et sted, som jeg ikke kender så godt. Jeg har tænkt mig at gå en tur i området om lidt … der skulle være nogle gavlmalerier på Gudrunsvej, som jeg tror, jeg kan blive inspireret af.”

Tekster udstilles
Poul fortæller, at han godt kunne være interesseret i at få sine tekster fra skriveværkstedet udgivet sammen med ATLAS-projektet.

Og ifølge Robert fra 365Teksterer dette også en mulighed: ”Hvis man har skrevet en tekst, som man er glad for, kan man få den vist på vores hjemmeside og på vores Facebook-side. Og når vi kommer lidt længere hen, regner vi med at udstille nogle af teksterne i bibliotekets vinduer, så folk kan læse dem, når de er her.”

Om fremtidsplanerne for skriveværkstedet fortæller Robert: ”I 2016 ønsker vi at afholde skriveværksted hver 14. dag på forskellige biblioteker.”

* Forlaget 365tekster og projektet ’ATLAS over Aarhus’ er støttet af Aarhus2017 og Gellerup Kulturmidler – og de lokale biblioteker financierer skriveværkstederne.

* Vil du være med til det næste skriveværksted? Så kom hen på Gellerup Bibliotek lørdag den 10. oktober og deltag ganske gratis fra kl. 10.30 til 12.30. Forfatter Louise Juhl Dalsgaard giver tips til skrivningen.