Har I slet ikke set, at der er kommet nye veje gennem Gellerup, som busser kan køre på? Hvorfor skal de ud på en omvej?
Sådan spørger Helle Hansen fra Gellerup Fællesråd, fordi busserne i Gellerup igen-igen skal lægges midlertidigt om på grund af vejarbejde.
Det korte svar er, at kommunen og Midttrafik godt kender de nye kort, men der er tekniske årsager til, at busserne ikke må køre der. Men det vender vi tilbage til.
Linje 15 og 35 kører normalt på Gudrunsvej, men da denne vejs udmunding i Edwin Rahrs Vej lukker fra på mandag den 18. april på grund af vejarbejde, så skal busserne finde en midlertidig vej de næste par måneder
Busserne skal derfor ud på Ringvejen  – se tegningerne her til højre. Og det undrer i Gellerup, som lige har indviet to nye vejstykker, Bygaden og Lottesvejlinjen.

"Kortene, som I viser striberne på, er altså forældede – det er snart en måned siden, at vi i Gellerup indviede den nye Lottesvejrute og den nordlige del af bygaden… – det ses slet ikke på kortet," skrev formanden for Gellerup Fællesråd, Helle Hansen, straks til Midttrafiks Lars Kruuse Sørensen, da hun så den midlertidige køreplan.
"Det er både en kortere strækning – og der vil kunne laves midlertidige busstoppesteder, som vil ligge betydelig tættere på beboere, end dem, som I nu opretter," fortsatte hun.
Kommunen siger nej
Gellerup.nu spurgte derfor Lars Kruse Sørensen, om det ikke kunne være en god ide:
"Vi er bestemt villige til at lave løsninger, som er til fordel for passagererne, men hvis det rent "busmæssigt" ikke kan lade sig gøre, må vi rette os efter det. Jeg spurgte Aarhus Kommunes vejafdeling, og her er svaret, at busserne ikke kan køre på Lottesvejlinjen," oplyser Lars Kruse. Det er kommunen, som har afgørelsen i den slags sager.
Stejlere bump – derfor
Derfor gik gellerup.nu videre til Jørgen Madsen, der er seniorkonsulent i "Center for Byens Anvendelse". Hans svar lyder:
"Bumpene på Lottesvejlinjen har en større hældning end dem på Gudrunsvej. Der har tidligere været arbejdsmiljøsager med buschauffører, som kan få belastningsskader, hvis bumpene er for stejle, og det er de på Lottesvejlinjen. ydermere er den hævede flade højere end på Gudrunsvej, og da vi kører med lavgulvsbusser, er der for lav frihøjde til, at de kan forcere de hævede flader på Lottesvej."
Derfor vil der ikke kunne køre busser ind gennem Gellerup, før den kommende Bygade er færdig. Engang til til næste år skal der køre busser på Bygaden – ikke Lottesvej.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.