Dueplagen hærger på mange altaner i Gellerup, hvor fuglenes møg og redebyggeri er med til at stoppe afløb og gøre altanerne beskidte og uhygiejniske.
Afdelingsbestyrelsen har sammen med driften aftalt en kampagne rettet til alle beboere, der har duer på altanen, så vi kan få bestanden bragt ned.
Beboerne opfordres selvfølgelig til at skræmme duerne væk, men hvis du opdager, at duer allerede har nået at lægge æg, eller der er kommet dueunger på altanen, så kan du ringe til driften, som så vil komme og hente æg og duer.
En af driftens ejendomsfunktionærer vil tage ungerne med til sit kolonihavehus, hvor han holder duer.
Gellerup har i mange år forsøgt på at komme duerne til livs. For år tilbage blev et hold jægere engageret til at skyde duerne. 35 duer måtte lade livet til en pris af 35.000 kroner, altså 1.000 kroner pr. due. For et par år siden blev der opsat store falske duehøge-drager på de sydligste blokke på Gudrunsvej, men dragerne holdt kun få uger, fordi det stormede et par gange – så det var også en halvdyr omgang.