En gang om året går beboerdemokrater og ansatte en tur i afdelingerne.
Hvis I ser en gruppe mennesker, som kommer gående i jeres afdeling, stopper, snakker og peger på bygningerne, opgange eller cykelstativer, så er der nok grøn rundgang.
Det er en årlig gåtur, hvor repræsentanter fra afdelingsbestyrelsen, folk fra driften og sekretæren går en runde i afdelingen for at se, om noget er i stykker, eller om noget skal laves om.
Den 10. maj var det Gellerupparkens tur. Pga. arbejde med Helhedsplanen er der meget vejarbejde, huller, mudder og grus i området. Det kan der ikke rigtigt gøres noget ved. Der blev snakket om cykelskurene, som står tæt på blokkene. Tre i alt står der, og måske er det nok med et. Der er alligevel ikke så mange, der cykler rundt i Gellerupparken.
Der er hul i tagene, så der blev snakket om at udskifte dem, flytte stativerne eller fjerne nogle af dem helt. Tagene indeholder asbest, så derfor kan de ikke bare fjernes, og så bliver det lige pludselig dyrt. Der bliver hele tiden tænkt på prisen, og hvad der er bedst for beboerne. Det er jo dem, der betaler i sidste ende.
Gåtur på ca. to timer
Der bliver også snakket om andet end cykelskure på sådan en tur, som i Gellerup tager ca. to timer. Men afdelingen er også rigtig stor.
Skal der plantes blomster, eller skal der nye fliser ved trapperne? Der kan ikke besluttes de helt store projekter, det er jo beboernes penge, det handler om, men denne gåtur handler også om, at driften får at vide, hvis der er ting, som de ikke har været opmærksomme på før.
Måske er nogle skraldespande i stykker, måske skal de være opmærksomme på lysforhold eller på nogle fliser, der er knækket. Her kan beboerne falde og slå sig.
Sekretæren skriver referat
Sekretær Connie Nedergaard tager notater på turen og skriver derefter referat. Så kan alle i driften huske, hvad der blev snakket om, og kan finde løsninger på de ting, der blev snakket om på turen.
Turen er kun en gang om året. Sidste år regnede det, og turen blev nok lidt kortere, men med solen, der bagede ned på deltagerne, kunne de gå det hele igennem og få skrevet en masse forslag op.