Ahmed på 6 år er ved at blive til Captain America. Han har selv valgt motivet og sidder nu tålmodigt og venter på at sminken forvandler hans ansigt til en superhelt.
En hel række somaliske foreninger holdt torsdag Sommerfest 2016 i Foreningernes Hus i Gellerup. De unge fritidsjobbere i gule veste delte slik ud og lavede ballondyr til alle, eller måske snarere ballonhatte, for alle har taget deres ballondyr på hovedet som en hat.
Ilhan på 10 år står med en slushice i hånden og en grøn ballonhat på hovedet:
"I går var jeg i Tivoli Friheden sammen med mine søskende og min mor," fortæller Ilhan. I dag er der Sommerfest og i morgen sker der igen noget for børnene i Ilhans familie:
"I morgen skal vi i Leos Legeland. Det er noget mine søskende har bestemt."
Abdi fylder snart 7 år. Han har en orange ballonhat:
"Jeg synes det ser flot ud med balloner. Det er rigtig sjovt at være her i dag og det bliver også sjovt i morgen," mener Abdi. Abdi skal nemlig også i Legeland fredag.
130 glade børn er med til Sommerfest i dag. Der er pyntet fint op. Folk spiser slik og mad og hygger sig sammen. Senere kommer de somaliske dhanto-dansere og giver en opvisning og lige om lidt begynder trylleshowet.
Også 8-årige Abdirizak glæder sig til i morgen:
"I morgen skal jeg til Djurs Sommerland," smiler Abdirizak forventningsfuldt.