Abdul Abbas fra Gellerup er med til at lave ny bygade i Gellerup for Brdr. Møller.
”Jeg har været her i to ugers tid. Det er en dejlig arbejdsplads og gode kolleger. De tager godt imod en, folk er smilende og støtter hinanden,” fortæller 21-årige Abdul Abbas og fortsætter:
”Lige nu skal jeg grave og lægge kabler i jorden. Jeg hjælper med at grave og vi løfter ting. Men vi gør det sammen.”
Men hvad er det egentlig arbejdsgiverne kigger efter, når de søger arbejdskraft?
”Når vi skal bruge nogen til kloakarbejde skal de have nogle kurser i hvordan man laver det. Når vi skal bruge nogen til at lægge rør i jorden, kigger vi primært på om de har gå-på-mod og om det er noget de virkelig gerne vil. Det er det vigtigste,” forklarer Jesper Sonnenborg, entreprisechef Brdr. Møller.
Vil helst lave noget fysisk
Arbejdet er fysisk og ville nok kunne afskrække nogle. Men Abdul Abbas har fundet vej til byggepladsen gennem Fremskudt Jobvejledning. Og han er glad for arbejdet:
”Jeg vil helst lave noget fysisk. Jeg har tidligere været ejendomsservicetekniker og det kan også være hårdt. Men her er det alvor,” fortæller Abdul og peger ud på bygaden, der er en stor byggeplads i øjeblikket.
På spørgsmålet om man skal være fysisk stærk for at få et arbejde som Abdul svarer Jesper Sonneborg:
”Man behøver ikke nødvendigvis være stærk. Der er ingen tunge løft på byggepladser længere,” så det er ikke nogen hindring.
Abdul har to uger tilbage af prøvetiden. Hans mål er at få et fast job med denne slags arbejde. Og der bliver lagt mærke til den unge lokale fyr i de skrig-orange bukser på byggepladsen ved bygaden:
”Jeg er jo vokset op i Gellerup. Der er mange der gerne vil snakke lidt og høre hvordan jeg fik arbejdet. Men arbejde er arbejde, så jeg kan ikke stå og snakke. Men de må selvfølgelig gerne hilse og sige hej.”
Abdul har tre søskende og sine forældre. Han har sin egen lejlighed og selvom han nu arbejder ret hårdt fra 7-16, finder han tid til at dyrke fitness hver dag. Fodbold spiller han også, hver gang lejligheden byder sig.
Ikke generet af vejret
Abdul skovler og stamper jorden med en maskine i dag. Han må gerne bruge de små maskiner og arbejdsopgaverne er meget forskellige fra dag til dag. De sidste 14 dage hvor Abdul har været på byggepladsen, har vejret drillet. Der er faldet meget regn og pumpet meget vand væk fra hullerne i byggepladsen. Men vejret generer ikke Abdul:
”Jeg har været i Danmark i 21 år, så jeg er vant til vejret,” smiler den unge mand.
Altid job i anlægsbranchen
Hvis det lykkes Abdul at bide sig fast hos Brdr. Møller eller et andet entreprenørfirma, kan han regne med en løn på omkring 150 kroner i timen. Og fast arbejde mange år frem i tiden:
”Der er altid job i anlægsbranchen. Uanset hvor mange maskiner man bruger, vil der altid være noget der skal laves fysisk når man anlægger infrastruktur,” mener Jesper Sonnenborg.
Kontakt Fremskudt jobvejleder, Ghassan Hassoun: ghha@bbbo.dk

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.