Ligesom de seneste år kan studerende i bolignød få midlertidige studieboliger i Gellerup. Men i år er der flere tilbud end de lejligheder i Gellerupparken, som blev udlejet på ugebasis sidste år. Nyt er det, at man kan leje sig ind i Hejredalskollegiet.
Til efteråret rives Hejredalskollegiet ned for at give plads til et nyt stort kollegium på 400 ungdomsboliger. Derfor er der mange tomme værelser på kollegiet nu, og 24 af dem vil blive lejet ud som en del af Start Up Housing-projektet.
De midlertidige studieboliger fordeles af Studenterhus Aarhus i samarbejde med Aarhus Kommune og Brabrand Boligforening.
Tidligere års erfaringer siger, at en del studerende bliver så glade for at bo i Gellerup, at de vælger at leje lejligheder på almindelige kontrakter. Brabrand Boligforenings direktør Keld Laursen siger:
”I Gellerup planlægger vi et helt nyt kollegium med plads til ca. 400 studerende. Indtil de står klar i 2018 er vi meget glade for igen i år at kunne tilbyde at tage lidt af boligpresset ved studiestart, så de nye studerende kan bruge kræfterne på at komme godt i gang med studierne og studielivet i Aarhus. Det er vores erfaring fra tidligere år, at mange af de studerende på den måde også får øjnene op for andre boligformer og steder i byen at slå sig ned.”
Lejligheder i flere størrelser
I Gellerupparken kan man igen leje sig ind på ugebasis med start fra 19. august. Man kan vælge mellem et-værelses lejligheder til par, treværelses eller fem-værelses. I de store lejlígheder lejer hver studerende et enkelt værelse.
Man kan tidligst flytte ind 19. august, og projektet slutter 14. oktober.