En gruppe somaliske piger fik en dag en god idé: Skal vi ikke fortælle andre om, hvordan det er at vokse op og være aktiv i forskellige foreninger i Gellerup og Toveshøj?
Ideen er nu realiseret, takket være støtte fra Gellerup Kulturmidler og hårdt arbejde fra pigerne selv. På fredag den 12. august åbner de udstillingen "Pigeliv" i E&P-Huset (Instant One). Åbningen er fra kl. 17 til 19. (I invitationen står 15-17, men arrangementet er rykket to timer)
Udstillingen består af 17 fotos og dertil hørende fortællinger, som de selv har skrevet.
Seks pigers liv
Pigerne hedder Najma Abdulahi, Sabriin Mohamed, Raqiya Abdirashid, Ramla Abdimalik, Idil Said og Nasro Abdikarim.
Til hverdag går de på mange forskellige skoler i Aarhus, men mødes om aftenen og weekenden til de forskellige fællesaktiviteter såsom somalisk dans, svømning, lektielæsning og hygge.
Udstillingen skal ses som en afspejling af at vokse op og være ung og aktiv i en forening i Toveshøj: søsterliv / en lille familie i en stor familie / familienetværk.
Pigerne bor i Gellerupparken og Toveshøj og er i alderen 11-15 år. De har gennemgået en del billedmateriale, hvor de har deltaget i foreningslivet gennem foreningen FamilieNetværk i de seneste fem år.
Fokus på venskab
De 17 fotos og fortællinger har alle fokus på ”venskab”. Historierne kan være enkelte personers, eller der kan være flere historier i et enkelt billede.
Pigerne har fået inspiration til udstillingen fra ekskursioner til museer som Gellerup museum og AROS. Deres tekster er blevet til i Lørdagsklubben i Klubben Troldehøjen i Toveshøj, Sigrids stue, Beboerhuset Laden og derhjemme.
Udstillingen skal fungere som en vandreudstilling, både lokalt og i hele landet, hvor pigerne tager ud og holder foredrag om deres billeder og oplevelser om at være en del af en aktiv forening.