Det myldrer igen med børn på Nordgårdskolens gamle område. Dagtilbud Gellerup flyttede ind den første august med 120 børn og 40 medarbejdere.
"Det er jo indlysende rigtigt, at når man vil lave en ny bydel og ændre så meget i området, så er det vigtigt med gode daginstitutioner til de familier man gerne vil have flytter til området," siger leder af Gellerup Dagtilbud, Morten Kling.
Tre af de gamle institutioner i området er flyttet med ind i det nye Væksthus i hjertet af Gellerup, nemlig Mågen, Spurven og Lærken og de beholder deres gamle navne indtil videre.
De nye institutioner bindes sammen af selve Væksthuset, der er en fuldkommen rå og uopvarmet central del af huset. Her kan ungerne gå på eventyr og lege – også i vintermånederne.
"vi kender jo ikke det her hus endnu. Og det giver helt sikkert nogle andre muligheder, end vi havde før. Det er første gang man samler institutioner her i området. Det giver muligheder for større føllesskaber, også for børnene," slutter Morten Kling, leder af Gellerup Dagtilbud.
Dagtilbudet holder officiel åbning den 23. august – altså på tirsdag.