Onsdag d. 26 oktober var der uddannelsesmesse i City Vest, hvor unge fra nær og fjern havde mulighed for at finde drømmestudiet eller få afklaret, hvor de ville forsætte på en gymnasial uddannelse.
Mere end 50 uddannelser havde fundet plads ved boder, der var klar til at fortælle, hvad uddannelserne bød på. Gymnasier og studerende fra Aarhus Universitet var tilstede, så for de yngre var der nok at hente, når det kom til de gymnasiale uddannelser og hvis man allerede gik på gymnasiet kunne man høre om de videregående uddannelser.
To af dagens arrangører fra Arabisk Kulturforenings Ungdom, Engin Erkus (tv.) og Essa Taha sammen med borgmester Jacob Bundsgaard, som holdt tale ved messen.
Fra unge til unge
Messets slogan var ”Fra unge til unge”, og det var tydeligt at se, hvis man kiggede på de mange boder, hvor det var dialog udelukkende mellem unge. Dialogen gik på alt fra politibetjent til mediegrafiker, men den fælles faktor var uddannelse.
Unge fra uddannelser stod bag boderne og de stod frivilligt klar til at fortælle andre unge om uddannelserne. Dette gav en anden effekt, da begge parter var i samme øjenhøjde. Hele messen blev afholdt af unge fra AKF Ungdom og af Ung i Aarhus, Get2Ed, City Vest, UU Aarhus-Samsø, SAF, Samvirket og DISR
Succesen gentager sig
Mere end 1000 unge fra skoler og gymnasier deltog i messen, og succesen har gentaget sig fra de tidligere år, hvor messet blev afholdt i Globus. Denne gang lagde City Vest lokale til messet, og det var en kæmpe succes, da shoppingcentret tilbød en lærerig dag.