En lidt uhyggelig dato, men perfekt for indehaverne af Gellerups nye hostel, Joan Byrsting og Poul Pablo Nørgaard:
Man skal altid gå udenom datoen fredag den 13., men på Sleep-In Gellerup er man ikke overtroiske. Så lidt, at klokkeslættet endda er kl. 13.01. På dette præcise tidspunkt bydes velkommen nu på fredag.
Adressen er Gudrunsvej 82. De fleste kender bedre stedet som den tidligere børnehave i betonbygningen over for Gellerup Bibliotek.
Hostel indvies i et samarbejde med Kulturhovedstaden og Eutopia. For det handler ikke kun om en seng at sove i:
”Der sker en masse nye spændende ting herude, som er værd at være med i. EUTOPIAs kulturelle tilbud kommer til at tiltrække mange mennesker, og vi har planer om at lave en lille scene og en café, så gæster, der kommer forbi, kan få en kop kaffe. Vi vil være med til at skabe møder mellem mennesker,” fortæller Joan Byrsting og Poul Pablo Nørgaard.
Taler, mad og musik
På dagen holdes der et par taler, før lækker somalisk mad stilles frem.
Talerne holdes af:
- Rådmand Kristian Würz
- Direktør for Kulturhovedstaden Rebecca Matthews
- Ejerne af Sleep In Gellerup Joan Byrsting og Poul Pablo Nørgaard
Herefter er der åbent hus, hvor der blandt andet inviteres til international mad og musik. Gruppen Somali Food står bag receptionens mad.
En gruppe syriske musikere vil underholde.
Helhedsplanen og kulturen
Før receptionen siger rådmand Kristian Wurz, at Sleep-In også er et udslag af, at helhedsplanen virker:
”Vi kan nu se nogle af visionerne blive til virkelighed – de kulturelle projekter genererer nye initiativer. Med kulturelle møder opstår der andre behov i bydelen. Behov for at spise og overnatte. Og det er med til at bringe nye arbejdspladser til området og give de gamle bygninger nyt liv," siger rådmanden.
Den administrerende direktør for Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017, Rebecca Matthews, er helt på linje:
”Med åbningen af et hostel i samarbejde med et af kulturhovedstadens fuldmåneevents, har vi et tydeligt bevis på, at kultur kan meget andet end at skabe enkeltstående begivenheder. Vi ser her et bevis på, at kultur har en lang række afledte effekter, også lokalt."
Sleep-in indvies en god uges tid inden den officielle åbning af Aarhus Kulturhovedstad 2017. Den åbning foregår 21. januar.