På dagen før ”Opgør mod kønsopdelt svømning”, som Venstres byrådsforslag hedder, kommer op i Aarhus byråd, tegner der sig en bred opbakning til kvindesvømning. Blot ikke i byrådet.
Kvindesvømningens Venner har samlet cirka 3000 underskrifter, som de vil præsentere for borgmester Jacob Bundsgaard (S), ved en manifestation foran Aarhus Rådhus onsdag.
En Wilke-måling for JP Aarhus sidste år, viste at 56,9 % af de adspurgte i mindre grad eller slet ikke støtter et forbud.
En brugerundersøgelse, foretaget for Kvindesvømningens Venner blandt 65 personer, viste at kvinderne der benyttede sig af tilbuddet, kun i meget ringe grad var undertrykte eller udsatte for social kontrol. Derimod gav de udtryk for, at de foretrak at svømme uden mænd på grund af blufærdighed.
Støtte på lederplads
I dag har Århus Stiftstidende en ledende artikel med overskriften ”Gardinerne blafrer i Gellerup”, med henvisning til Venstres politiske ordfører Gert Bjerregaard. Lederen udtrykker uforbeholden støtte til Kvindesvømningens Venner, og retorisk spørger lederskribenten, om Aarhus ikke har større problemer end kønsopdelt svømning: ”….kan det virkelig passe, at der ikke er større og mere vigtige ting at diskutere? Skal vores lokalpolitikere og et helt byråd med det store apparatur, der arbejder i kulissen, bruge så mange ressourcer på, om nogle gardiner er trukket for eller ej?”
Fronterne er trukket op, nu vil byrådets behandling vise om gardinerne kan forblive i Gellerupbadet, eller om de skal erstattes af persienner.