Måske har du forsøgt at køre på den nederste del af Gudrunsvej de seneste dage? Det er ikke muligt længere, da et større vejarbejde er startet på Gudrunsvej Syd.
Så omfattende er vejarbejdet og omlægningen af vejen, at resten af året vil det ikke være muligt at køre fra City Vest til Globus1 ad den vante vej. Man skal op igennem Gellerups nye gadesystem. Hele vejen åbner først igen til december.
Gudrunsvej Syd omlægges i tre etaper og beboerne i de tre nederste blokke skal holde øje med skiltningen for at se, hvordan de kan komme til og fra deres parkeringspladser.
Helhedsplanen sender breve ud til beboerne i de blokke, når det sker.
Første etape er fra krydset Gudrunsvej/Tinesvej og frem til indkørslen tilGudrunsvej 58-76 – se billedet øverst.
Anden etape foregår hen mod svinget, og tredje etape er op mod krydset med den nye Trille Lucassens Gade, som også bliver færdig i 2017.
"Mange beboere bruger Gudrunsvej, når de går til f.eks. City Vest. Vi laver derfor en sti til gående, så det stadig er muligt at bruge den vej," oplyser Vibeke Dam Hansen fra Helhedsplanen.
Til at begynde med er det dog nødvendigt at lukke trappen ved børnehaven.
Der er skiltning, som skal følges, idet områderne uden for stierne er arbejdsområder, hvor adgang af sikkerhedshensyn er forbudt.