På tirsdag den 28. februar starter et kursus for nye Bydelsmødre, og holdet er allerede fyldt op, meddeler en glad koordinator, Lone Hedelund:
"Det er bare så sejt: 20 har tilmeldt sig! Jeg er vildt imponeret over de mange tilmeldinger."
Kurset forventes at være afsluttet, inden Ramadanen starter 27. maj. Det betyder, at kursisterne har indvilget i at mødes to gange hver uge, nemlig tirsdage og fredage kl. 10.30-12. Så kan afslutningen blive 19. maj.
Som bydelsmor bliver man uddannet til at hjælpe med at oversætte og lytte med ved kontakt med myndighederne. Det er frivilligt arbejde, og derfor er lønnen blandt andet glæden ved at hjælpe og større personligt netværk.
Kursisterne kommer igennem en række emner om ligestilling, demokrati, børn og opdragelse, sundhed, kommunikation og så videre.