I nærheden af den nye fodboldbane i Gellerup, ved Klubberne og Fritidsklubben og ACFC’s lille cafe, nyder de unge solen. Midt i samlingspunkt møder vi 17-årige Ahmed Younes, som deler sin fritid mellem fodboldklubben AGF og Gellerup.
Ahmed har på trods af sine unge alder allerede et mål med sit liv. Ahmed fortæller om sin kærlighed til fodbold. Han har hele sin barndom spillet i fodboldklubben ACFC, men han blev sidste år tilbudt en to-årig kontrakt med superligaklubben AGF – og han spiller nu på deres U17 hold.
Man skulle tro, at Ahmed drømmer om den helt store fodboldkarriere, og selvom det ikke vil være helt dårligt, har Ahmed også andre drømme.
”Selvom vi træner meget og har kamp en gang om ugen, har jeg stadig tid til at lave lektier.” Ahmed vil bagefter gerne tage en EUX, som er en erhvervsuddannelse med gymnasial eksamen.
Klar ide om uddannelse
Det er meget vigtigt for ham, at fodbolden ikke går ud over hans skolearbejde, og han vælger derfor at prioritere sine lektier. Han har desuden lavet lidt til gellerup.nu, men det er ikke journalistvejen, Ahmed overvejer at gå. Han har allerede en meget klar idé om, at han ønsker at uddanne sig til socialrådgiver.
Han følger ikke ligefrem i sine forældres fodspor, da hans far arbejder som mekaniker, og hans mor, som han formulerer det, laver “et eller andet med nogle boligforeninger”.
Del af fællesskabet
Ahmad Younes elsker fællesskabet i Gellerupparken, hvor han er vokset op med sine forældre og fire søskende. Her kender alle hinanden, og man kan nærmest ikke undgå at være en del af fællesskabet, både unge som gamle. Mange af de unge sidder i store grupper, og vi spørger om området generelt er meget gruppeopdelt, men det mener Ahmed ikke.
Alle kender alle, og man ved derfor også, hvem det er, der laver ballade. Ahmed fortæller også, at det øgede fokus på det sociale liv og kommunens og boligforeningens støtte til Gellerupparken har fået kriminaliteten til at falde med 42 procent siden år 2010.