Gazeller er erhvervslivets udtryk for mindre firmaer i imponerende vækst. Og derfor har Gellerups nye iværksætterhus også fået navnet Gazellefarmen. Farmen, som stadig er et skelet, havde rejsegilde i går med taler og med mad fra Smag a la Gellerup.
Og hvilket skelet! Kig ned ad ‘Blixen’ og se de midlertidige bygninger i form af pavilloner og sammenstillede containere. Gazellefarmen har taget udtrykket "midlertidighed" til et nyt niveau og kunne ved rejsegildet fremvise de flotteste limtræskonstruktioner, som helt sikkert vil leve længere, end selve Gazellefarmen vil få lov til.
For huset skal være midlertidigt. Når det åbner om bare en måned, skal iværksættere inden for byggefag, design og digital produktion kunne flytte ind og afprøve deres egne virksomhedsideer. Men når Aarhus Kommune lige på den anden side af gaden åbner det kommende teknikrådhus i starten af 2019, er det meningen, at kælderetagen også her skal fyldes med iværksættere. Så vil Gazellefarmen efterhånden blive overflødig, og pladsen vil kunne bruges til noget stationært. 
Genbrug fra nedrevne blokke
Det betyder dog ikke, at materialerne er spildte. Rasmus Svingel, som er den ene af arkitekterne på projektet, forestiller sig, at de solide limtræskonstruktioner kan bruges andre steder. Der er i øvrigt også genbrug i byggeriet, idet eksempelvis de store trapez-plader fra gavlene på de nedrevne blokke på Bentesvej og Lottesvej skal bruges som facadebeklædning på Gazellefarmen.
Byggeriet udføres i et samarbejde mellem Brabrand Boligforening, Aarhus Kommune og entreprenørfirmaet A. Enggaard (som også bygger teknik-rådhuset på den anden side af Bentesvej). Herfra sagde projektleder Jens Skinnebach ved receptionen:
Det er A. Enggaard, der sætter sig præg på begge sider af Bentesvej – både det store kommunale byggeri og den noget mindre Gazellefarmen"
"Det er flot håndværk, og limtræ er for mig at se en stolt dansk byggeskik. Alle de, der er involveret i dette projekt, har været meget engagerede, og det håber vi bliver udbygget, når det står færdigt. Vi håber, at vi med huset skaber et inspirerende iværksættermiljø."
Brabrand Boligforenings projektchef Ole Bech Jensen roste også det, som han kaldte et elegant træhus. Han havde også været spændt på, hvordan midlertidigheden fik sit fysiske udtryk, men resultatet er blevet en perle, sagde han.
I løbet af maj måned skal huset bygges færdigt, selv om det ser meget ufærdigt ud lige nu. Men det letteste arbejde er tilbage, nu hvor selve konstruktionen er på plads, fortæller arkitekt Rasmus Svingel.
Er man interesseret i at være "gazelle" på farmen, kan man kontakte projektlederne Rasmus Nørfelt og Christian Fumz. De kan fanges via hjemmesiden gazellefarmen.instantcity.dk eller Facebooksiden her. 
 
Madvognen var Smag a la Gellerup var på plads til at servere Gellerups svar på "hotdogs" – nemlig de velsmagende sandwich. 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.