I det nye nummer af Skræppebladet kan du læse, hvad der skete på Toveshøjs afdelingsmøde. Her er så lidt ekstra fra den fyldige formandsberetning fra Anett S. Christiansen og Ilham Mohamed.
Som tidligere nævnt undersøges det nu, om Tousgårdsladen kan om- og tilbygges til beboerhus.
”Rigtigt mange er positive over for, at vi beholder huset, blandt andet fordi det har sjæl og ligger meget godt i området. Hvis vi ikke kan omdanne huset her, skal vi bygge et nyt, og så bliver huset her dyrt for afdelingen,” sagde Anett.
Nye og renoverede lejligheder
Om pilot-renoveringen af blok A17 – Edwin Rahrsvej 18 -26 – blev det nævnt, at omdannelsen forventes at gå i gang om et år. Opsigelserne er uddelt, og de berørte beboerne har fået brev om, at de vil få besøg af helhedskonsulent Hanne Thun.
Ca. 36 lejligheder vil blive renoveret med nyt badeværelse, ventilation og vinduer samt isolering af facade og opgangsparti.
I opgang 18 bliver der tilgængelige boliger for især ældre og dårligt gående.
Bypark på vej
Byparkprojektet er startet i Gellerupparken, men når Janesvej er færdigt til efteråret, går entreprenørerne i gang med at skabe bypark på Toveshøj.
”I den anledning fornyer vi ikke vores legeplads her på Ladens græsplæne – der kommer en helt ny legeplads i byparken,” sagde afdelingsformanden.
Bussen kommer igen!
En bus på Toveshøj har været savnet lige siden den forsvandt i 2011.
”Men der kommer til at gå en busrute 24 fra august måned. Det har vi nu på skrift fra Midttrafik. I første omgang vender bussen oppe på Toveshøj, mens vejen ned til bazaren bliver etableret,” sagde Anett Christiansen.