"Ærgerligt!" "Tre skridt tilbage.""De er ikke velkomne."
Udtryk fra beboere og fra Aarhus’ borgmester, der falder oven i uroen og anholdelserne, der startede i Bispahaven og tog til i Gellerup fredag aften. Lørdag var alle enige om, at hvis den kriminelle bande Loyal To Familia har tænkt sig at åbne en bastion i Vestbyen, skal den ikke føle sig velkommen.
Til Politiken siger flere beboere, at det er særdeles ærgerligt med uroen, fordi beboerne ønsker ikke nogen bande til området, og helhedsplanen har sammen med beboerne gjort Gellerup mere attraktivt og trygt. Beboerne er stadig trygge, men folk udefra er hurtige til at drage forkerte slutninger og stempler hele området.
Unge bad ballademagere forsvinde
Abdinasir Jama Mohammed (næstformand i Gelleruppparken) siger til bladet, at en bande ikke vil kunne overleve ret lang tid:
"Jeg er stolt over, at politiet viser bydelen så meget opmærksomhed. Det var en hurtig indsats, og vi kunne bare glæde os. Det viser os, at det her vil ikke overleve i ret lang tid."
Abdinasir henviser også til, at der var nogle af beboernes unge, der stillede sig op over for ballademagerne og bad dem forsvinde.
"Vi har faktisk forsøgt at bygge en masse op og skabe tryghed, og vi har virkelig registreret forbedringer. Og så sker sådan noget. Jeg kan slet ikke sige, hvor irriterende det er! Det er tre skridt tilbage."
Politi: Nultolerance
Østjyllands Politi siger til flere medier, at der er nultolerance over for kriminelle bander, og man vil gøre alt for at undgå, at nye bander rodfæster sig i området. Fredagens mange arrestationer var udtryk for, at man anholder ballademagere og putter dem i fængsel, hvis der er noget at fængsle dem på.
På rådhuset roser borgmester Jacob Bundsgaard politiets snarrådige aktion. På Facebook skriver han:
"De er ikke velkomne i vores by. Hatten af for Østjyllands Politi. Fortsæt det gode arbejde."