Flere års forberedelser og højspændt forventning blev udløst i aftes: Eutopia International Festival i Gellerup er godt i gang, og intentionen om at lade resten af byen komme til Gellerup blev også nået. Der var i hvert fald en god blanding af folk på premiereaftenen.
De to forestillinger fyldte også Eutopia Stage og Aftenteltet til bristepunktet. Der var lagt op til en blød start på festpladsen med madboder og spisning i det fri, og lidt over 19 var teatersalen fyldt. Festivalen havde inviteret det cypriotiske orkester Pafos Music Shool, idet Pafos sammen med Aarhus er de to europæiske kulturhovedstader i år. 
Og en flot åbningsforestilling var det. De unge medlemmer af orkestret sang og spillede både traditionelle cypriotiske sange, sange om kærlighed og en vuggevise. Orkesterlederen fik varmet godt på publikummet og fik folk med på at synge:
"You – You – Eutopia!"
Faktisk en rammende sætning for festivalens åbning: You – altså Gellerup selv – spiller en stor rolle under festivalen, og ved de to forestillinger var det kun orkestret fra Pafos, som kom udefra. Resten stod Gellerup selv for.
Efter en lille pause var det således Jafra-Danserne (billedet), der opførte en poetisk og samtidig alvorlig danseforestilling med tekster om det Palæstina, som de fleste her i Gellerup kender udefra, men kun få har besøgt. Adskillelsen var symboliseret af et trådhegn, der viser de trange kår, som nationen Palæstina har haft siden staten Israels oprettelse i 1948 og de deraf følgende krige og flygtningestrømme.
Piber og trommer og cirkus
Senere – i aftenteltet på Fredspladsen – blev der åbnet for et festfyrværkeri af lokale indslag. Ramallah-Spejderne åbnede med piber og trommer, idet gæster fra Palæstina blæste sækkepiberne.
Cirkus Tværs havde flere korte indslag og bragte en smittende glæde frem med deres akrobatik.
Maria Brink Arianfar dansede et par traditionelle iranske danse. Og i den mere alvorlige ende fik vi tre små flygtningehistorier fra Faisal Mohamed, Safaa Mohamed Ali og Habib Mahmoudi. Alle tre kredsede om det bratte skift til en dansk tilværelse, der nok giver glæder, men også overvejelser om identitet og savn af hjemlandet.
Habib Mahmoudi (billedet) sagde det sådan:
"Jeg føler mig som dansker, men savner hver dag min landsby og min gade. Jeg vil nu synge om mit savn," sagde han og startede en fællessang, som rigtig mange i teltet sang med på.