Det vil være naivt at påstå, at bandeuroen er ovre. Men der er så stille nu omkring konflikten i det vestlige Aarhus, at Østjyllands Politi ikke vil opretholde visitationszonen i området.
I aften fredag ved midnatstid udløber tidsfristen for zonen, og politiet vil ikke forlænge den. Man understreger dog i en pressemeddelelse, at blusser uroen op igen, vil visitationszonen være et af de værktøjer, der kan tages frem igen.
Zonen har virket:
"Siden visitationszonen blev oprettet, har vi visiteret over 400 personer. Det har bidraget
til, at der nu i en periode har været forholdsvis roligt i bydelen. Vi har derfor vurderet, at vi ikke vil
forlænge visitationszonen, når den udløber. Det betyder ikke, at vi vil ophøre med at visitere. Vi vil
fortsætte med at visitere bandemedlemmer og andre personer, som vi har mistanke til,"
siger chefpolitiinspektør Klaus Arboe Rasmussen.
Klaus Arboe Rasmussen understreger, at Østjyllands Politi fortsat vil være markant til stede i
området og fortsætte indsatsen mod banderne.
Østjyllands Politi vil fortsætte indsatsen mod bandekonflikten – bl.a. med:
- En mobil politistation, som løbende placeres forskellige steder i det vestlige Aarhus
- Zoneforbud, som giver personer forbud mod at opholde sig i visse områder
- Synlig patruljering i den vestlige del af Aarhus
- Forebyggende indsats på forskellige planer
- Målrettet efterforskning mod personer med banderelationer
28 er fængslet
I øjeblikket sidder 28 personer fra bandekonflikten i arrest og venter på, at deres sager kommer for retten.
I tilknytning til bandekonflikten har Østjyllands Politi samlet set beslaglagt:
- 17 skydevåben
- 63 stikvåben
- 21 slagvåben