”Fantastisk. Jeg har aldrig prøvet det før. Det her skal du smage, Marianne.”
Ordene kommer fra Per Friis fra Silkeborg. Fredag den 1. september er han taget til Food Festival på Tangkrogen i Aarhus, og han elsker at smage noget nyt:
”Nu spurgte jeg til hvilke krydderier, de bruger, og det er nelliker og kommen,” smiler han. Marianne og Per Friis har blandt andet boet i Hong Kong i fem år og laver også selv meget eksotisk mad derhjemme. Men somalisk mad har de aldrig smagt før. Og de er begejstrede:
”Det er krydret uden at være for stærkt og har en dybde i smagen,” funderer Per Friis.
Stor fremtid for somalisk mad
Han og Marianne spår somalisk mad en stor fremtid i Danmark, især hvis det placeres i en sammenhæng som på Food Festival, hvor man kan vælge blandt mange etniske køkkener og mange gerne vil prøve noget andet end de plejer:
”Ja, det tror jeg for eksempel i en Food Court med mange slags street food, folk kan vælge imellem, der vil være plads til det.”
Meget anderledes
Også Eva Duncker fra Herning har fundet ind på Somalifood’s stand på Food Festival.
”Det er meget anderledes end det traditionelle danske mad jeg laver derhjemme,” siger hun mens hun trækker latexhandskerne på. Eva har nemlig meldt sig til workshoppen og skal lave sin egen somaliske variation af samosa – sambusa.
Er der hemmeligheder?
”Hvad er der i dejen?” Igen og igen lyder spørgsmålet til de somaliske kvinder. Der må være nogle hemmeligheder, man kan få del i, hvis man deltager i workshoppen synes folk at tro. Og det er Fadumo Maxamed Cali fra Somalifood, der skal hjælpe Eva med sambusaen. De griner meget undervejs, men det lykkes og Eva skal videre i programmet:
”Jeg skal også se noget med tang, te og kaffe og nå at lave min egen surdej,” griner Eva Duncker og forsvinder ud i solen igen.
Food Festival på Tangkrogen fortsætter fortsætter i dag lørdag og slutter i morgen søndag den 3. september.
Læs mere om Somalifood, som består af somaliske kvinder, overvejende fra Gellerup.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.