Efter et par år uden cykelværksted kan Toveshøj ikke længere undslå sig. Beboerne vil gerne have velpumpede og tjekkede cykler, så afdelingsbestyrelsen har åbnet et cykelværksted igen.
Stedet er ikke et kælderlokale på Janesvej 43, som tidligere har ageret cykelværksted. Det er flyttet ind i Tousgårdsladen, og det holder åbent hver onsdag kl. 16-17.30.
Men du skal ikke regne med bare at kunne aflevere din flade cykel og håbe på, at nogen ”ordner” den for dig. Det bliver hjælp til selvhjælp, så du i fremtiden sagtens selv kan skrue, lappe og pumpe. Toveshøj har også købt en ny luftkompressor, så der er ingen undskyldninger for at køre med halvflade dæk.
Der er frivillige til at yde hjælp i starten, men afdelingsbestyrelsen hører gerne fra dig, hvis du kan lidt med svensknøgle og unbrakonøgle.