I uge 40 er der valg til Børn og Unge-byrådet, og i Gellerup-Toveshøj er der både konkurrence om pladserne og stor interesse for at være med i politikerspirernes politiske bagland.
I skrivende stund har fire lokale unge fra 8. og 9. klassetrin meldt sig som kandidater til dette års valg til Aarhus Kommunes Børn og Unge-byråd. Det betyder, at der også i år er konkurrence om de lokale pladser i rådet, der tæller to styks foruden en plads som suppleant. I uge 40 holder Tovshøjskolen og Lykkeskolen valget, hvor elever i udskolingsklasserne kan stemme på deres favoritter. Og de unge vælgere opfordres til at bruge deres demokratiske stemme:
”Kandidaterne stiller først og fremmest op for at gøre en forskel på vegne af deres skolekammerater. De kommer til at bruge en del af deres fritid og noget af deres skoletid på politisk arbejde. De deltager aktivt i demokratiet og får indblik i politik,” siger tovholder hos UngiAarhus Gellerup-Toveshøj, Stine Pedersen.
Derudover lærer de kommende medlemmer af Børn og Unge-byrådet også meget – for eksempel det at danne sin egen mening, argumentere for sine synspunkter, lytte til andre og være med til at beslutte ting, som får betydning for dem selv og andre. Og det er alt sammen noget, de kan bruge senere i livet uanset hvad.
Plads til alle
Stine Pedersen understreger, at uanset, om man bliver valgt ind i Børn og Unge-byrådet eller ej, så er det rigtig flot at stille op til det. Desuden fortsætter ikke-valgte kandidater i Gellerup-Toveshøjs såkaldte Baggrundsgruppe.
Interessen for politik blandt de helt unge i Gellerup-Toveshøj rækker nemlig endnu længere end kandidaturerne: Hele 26 personer mødte nysgerrigt op, da UngiAarhus i begyndelsen af september inviterede til introduktionsmøde i Baggrundsgruppen i Gellerup-Toveshøj. Gruppen er det politiske bagland til de kommende Børn og Unge-byrådsmedlemmer.
Gruppen mødes efter valget mindst en gang om måneden med de to valgte fra Gellerup for at drøfte emnerne ved det næstkommende byrådsmøde. Drøftelserne kan blandt andet handle om at finde frem til en fælles holdning til forskellige emner, samt at diskutere for og imod beslutningsforslag. Baggrundsgruppen kan også selv tage emner op, som medlemmerne gerne vil blive klogere på og debattere lokalt.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.