Den første søndag i advent blev holdt den årlige julefest på Toveshøj, som altid i Tousgårdsladen.
Næsten 140 børn og voksne dukkede op for at deltage i festligheden.
Seks unge frivillige, Familienetværk og afdelingsbestyrelsen havde forberedt dagens arrangement. Der blev lavet 500 hjemmelavede æbleskiver, som blev til et hit mellem de deltagende. Der blev også solgt te og kaffe, mens saftevand var gratis.
Da børnene og de voksne kom kl. 13, begyndte de at lave juledekorationer. Børnene pyntede også det store flotte juletræ, og der blev spillet en masse små og hyggelige spil, og der blev sjippet sammen med unge frivillige. Da børnene var færdige med at pynte juletræet, dansede de rundt om det sammen med deres forældre.
Så dukkede julemanden op! Børnene løb glade hen til ham, da de så han havde medbragt slikposer. Han uddelte slikposerne til dem og ønskede dem en glædelig jul og et godt nytår.